Serieskift pr. 01.09.2017 kan koste op til 10.000 kr. pr. mio.

May 2017

f4 lån

Hvert 3. år sker der et serieskift i danske realkreditobligationer. Det betyder, at obligationsserierne til fastforrentede lån med udløb i 2047 bliver skiftet ud med nye obligationsserier med udløb i 2050, så vi stadig kan tilbyde lån med en løbetid på op til 30 år.

Derfor bliver det dyrere at optage et fastforrentet realkreditlån

Ved et serieskift opstår der typisk en kursforskel mellem de gamle og de nye obligationer på op imod 1 kurspoint, eller en forskel i restgælden på op mod 10.000 kr. pr. lånte million.

Forskellen skyldes den længere løbetid på obligationen. For selv om du optager et lån over 30 år, kan investor som udgangspunkt ikke regne med at få sine penge før om 33 år fra nu. Og når investor skal vente længere på at få sine penge tilbage, vil han betale mindre for obligationen. For som bekendt er penge i dag mere værd end penge i morgen.

Serieskift sker hvert 3. år og historisk har løbetidsforlængelse givet et kurstab på 1-1,5 pct. på 30-årige lån. Kursforskellene vil dog også opstå på lån med kortere løbetid som eksempelvis 15-årige og 20-årige lån.

Det er ikke kun de 30-årige lån, som har serieskift

Det er ikke kun de 30-årige obligationer, som skifter serie. Også 10-, 15- og 20-årige obligationer har serieskift i år. Det betyder, at du kan få en gevinst på op i mod et kurspoint ved at optage lånet inden serieskift, hvis du har planer om at vælge et fastforrentet lån.

Få et lånetilbud nu og undgå, at det bliver dyrere

Står du og skal optage et lån i den nærmeste fremtid, er det en god ide at få tilbuddet nu (fra den 12. august tilbyder vi kun lån i de nye serier).

Ved at få et tilbud nu, sikrer du dig nemlig muligheden for at optage lån i de nuværende obligationsserier. Med tilbuddet i hånden har du en ideel mulighed for at få et godt lån med en fast lav rente. Du skal dog være opmærksom på, at der er en række tidsfrister, der skal være opfyldt.

Disse tidsfrister skal du være opmærksom på:

  • 11. august er sidste frist for at få et lånetilbud på baggrund af de gamle serier
  • 29. august er sidste frist for at få lånet udbetalt i de gamle serier

Se video om serieskift med Boligøkonom Mikkel Høegh på jyskebank.tv

Har du brug for rådgivning? 

Overvejer du et nyt fastforrentet realkreditlån, så ring til Kundecenteret på 70 10 21 00. Vi har åbent alle dage 9-21.

Du kan også selv regne på tingene

Bestil tilbud på ’Mine lån’

Beregn omlægning af lån

Beregn, hvad det koster at låne til køb af bolig

Følg os på Facebook