Boligejere står til skattesmæk
I disse dage lægger SKAT alle danskeres forskudsopgørelse for 2012 ud i skattemappen. Som altid er der god grund til at gennemgå og eventuelt få tilrettet sin forskudsopgørelse, og 2012 er ingen undtagelse. Forskudsopgørelsen for 2012 er baseret på indtægter og fradrag i 2010, såfremt man ikke har ændret sin forskudsopgørelse i 2011, hvilket betyder, at man som boligejer får sit personfradrag beregnet på de renteudgifter, man havde i 2010. Da mere end halvdelen af danskerne har rentetilpasningslån, vil den fortrykte rentebetaling være for høj, hvorfor de kan se frem til et skattesmæk uden en tilpasning af forskudsopgørelsen. For de 1-årige rentetilpasningslån er forskellen ikke så stor, men har man fx et 3-årigt rentetilpasningslån på en mio. kr., betyder en uændret forskudsopgørelse, at man ved udgangen af 2012 skylder SKAT lige ca.9.600 kr. Det er dog ikke kun boligejere med rentetilpasningslån, der bør gå deres forskudsopgørelse igennem. Boligejere med fastforrentede lån, der har benyttet det lave renteniveau til at konvertere ned i rente fx fra 6 pct. til 4 pct., vil opleve en ekstraregning på ca. 6.800 kr. Vælger man at se bort fra ændringerne, vil man få en regning fra SKAT ikke blot på det manglende beløb, men det manglende beløb plus renter, der vel og mærke ikke er fradragsberettigede.
3-årige rentetilpasningslån hårdest ramt
Hvert år sender SKAT en forskudsopgørelse ud til hver enkelt dansker. Forskudsopgørelsen er det budget, som SKAT bruger til at beregne, hvor meget man skal betale i skat. Det er derfor vigtigt, at forskudsopgørelsen giver et retvisende billede af ens økonomi. Ellers kan man risikere et skattesmæk, når året er omme. Forskudsopgørelsen for 2012 er baseret på indtægter og fradrag i 2010, hvor renterne på variabelt forrentede lån var højere end i dag. Har man fx et 1-årigt afdragsfrit rentetilpasningslån på en mio. kr., der blev rentetilpasset i december 2009, vil man have fortrykt en renteudgift på ca. 18.000 kr., men man vil reelt kun være berettiget til et fradrag for en renteudgift på 13.000 kr. jf. tabel 1. Det betyder, at man med uændret forskudsopgørelse i foråret 2013 vil opleve at få en regning fra SKAT på ca. 1.700 kr. per mio. kr. Værre ser det ud, hvis man har et F3-lån. Foretager man intet her, vil man i starten af 2013 skulle betale en restskat på ca. 9.600 kr. på den baggrund alene.
Tabel 1. Restskat ved uændret forskudsopgørelse ved et lån på 1 mio. kr.

Note: Beregningerne er baseret på BRFkredits forventninger til resultatet af rentetilpasningen i december. Anvendt skattesats 33,7 pct.
Fastforrentede lån kan også kræve handling
Det er ikke kun rentetilpasningslån, der kræver, man justerer sin forskudsopgørelse. Boligejere med fastforrentede lån kan også komme i klemme. For de fastforrentede lån gælder det dog kun, hvis man aktivt har fortaget en ændring af lånet. Det kan fx være, man har konverteret ned i rente. Konverterer man to procentpoint ned i rente, vil det på et lån på en mio. kr. betyde en forskel i det fradragsberettigede beløb på omkring 20.000 kr. En uændret forskudsopgørelse vil derfor resultere i en regning på ca. 6.800 kr. jf. tabel 1 Har man i stedet foretaget en førtidig indfrielse, bør man også tilpasse sin forskudsopgørelse. Har man fx et 5 pct. fastforrentet lån på en mio. kr., og indfrier man fx 100.000 kr. før tid, vil det nemlig betyde en ekstra skattebetaling på knap 1.700 kr.
Tabel 2. Restskat ved uændret forskudsopgørelse med fastforrentet lån
SKAT tager sig godt betalt
Det er selvfølgelig ikke kun, hvis renteudgifterne er faldet siden 2010, man bør ændre på sin forskudsopgørelse. Har man fx købt eller solgt en ejendom, optaget et nye lån, eller fået et nyt arbejde, bør man se sin forskudsopgørelse igennem. Det er selvfølgelig ikke altid muligt at opgive til sidste krone, hvor meget man tjener, eller hvor store fradrag, man er berettiget til. Det er dog i ens egen interesse at sikre, at forskudsopgørelsen er så retvisende som muligt. SKAT tager sig nemlig godt betalt for en restskat. En restskat fra 2010 blev i 2011 forrentet med 4,2 pct., hvis den blev betalt inden 1. juli, og 6,2 pct., hvis restskatten først blev betalet efter den 1. juli. Vel og mærke renter som ikke er fradragsberettigede.
BRFkredit, 18. november 2011