Mindre fald i tvangsauktioner
De sidste par måneder har berettet om stigninger i antallet af tvangsauktioner, men ifølge Danmarks statistik blev februar måned 2010 en lille undtagelse. Der blev således bekendtgjort 467 tvangsauktioner mod 479 i januar, når der er korrigeret for sæsonudsving. Det svarer til et fald på 2,5 pct. Vi har tidligere set mindre fald i antallet af tvangsauktioner, og desværre gør en enlig svale ingen sommer. Årsagen har eksempelvis noget at gøre med arbejdsprocesserne ved domstolene.
Regionale udsving
Dykker vi ned i tallene kan vi se, at parcel- og rækkehusene har oplevet en stigning fra 238 i januar til 264 i februar måned. Ejerlejlighederne oplevede imidlertid et fald fra 75 i januar til 52 i februar. Niveauet for tvangsauktioner på erhvervsejendomme ligger næsten uændret. Regionalt set er der udsving at se. Region Syddanmark og Midtjylland har haft stigninger i tvangsauktionerne, mens Sjælland og Nordjylland har haft færre tvangsauktioner i forhold til måneden før. Antallet af tvangsauktioner i Region Hovedstaden er stort set status quo. Så alt i alt er der sket udsving på de enkelte kategorier, men nogen er gået op, mens andre er gået ned. Det ændrer derfor ikke på det samlede billede af, at vi stadig oplever et relativt højt niveau i antallet af tvangsauktioner set i forhold til for bare et par år siden.
Privatøkonomisk selvdisciplin er påkrævet
Trods månedens niveau er der dog ingen risiko for, at vi når op på det ekstreme niveau, vi oplevede i årene efter kartoffelkuren, hvor 1990 som det værste år siden statistikkens oprindelse i 1979 kunne melde om et gennemsnit på 1.695 tvangsauktioner om måneden. Når det er sagt, er det stadig vores forventning, at vi vil kunne opleve over 500 berammede tvangsauktioner om måneden. Det der imidlertid holder hånden over antallet af tvangsauktioner, er den historisk lave rente, vi oplever i øjeblikket. Det skulle gerne give lidt luft til at finde andre løsninger end tvangsauktion, hvis økonomien pludselig er blevet lidt stram. I den forbindelse er det dog vigtigt at understrege, at man ikke alene bør basere sin privatøkonomi på den lave rente. Eftersom vi har så lavt et renteniveau i øjeblikket, kan renten næsten kun gå en vej, og det er desværre op. Aktuelt bør man derfor især have privatøkonomisk selvdisciplin, da vi sandsynligvis til næste rentetilpasning igen vil opleve, at renten stiger. Derfor bør man lægge penge til side til de tider, hvor renten igen er stigende.
Undgå tvangsauktion
Det er svært at spå om, hvornår kurven for tvangsauktioner topper. Men eftersom ledigheden fortsat er så høj, må vi nok væbne os med tålmodighed lidt endnu.
Med dagens tal in mente er det imidlertid vigtigt at holde fast i, at det langt fra er alle berammede tvangsauktioner, der rent faktisk fuldføres. Omkring 60 pct. af de berammede auktioner ender med en egentlig auktion, mens man i omkring 40 pct. af tilfældene finder en løsning. Derfor bør man så snart, man føler, at økonomien er ved at blive lidt for stram eller man eksempelvis er blevet ramt af afskedigelse eller lignende, og derfor har udsigt til faldende indkomst i en periode, tage kontakt til sit realkreditinstitut og få en snak om mulige løsninger. Jo før man henvender sig med sine økonomiske udfordringer, jo større er chancen for, at man ender med at finde en løsning som ikke indebærer tvangsauktion.
Har du problemer med at betale terminen? Så tag kontakt til i BRFkredit.
Flere konkurser
Antallet af konkurser melder desværre om en fortsat stigning. Februar måned melder således om knap 600 konkurser, hvilket bringer tallet på en sørgelig rekord. Det er især handel og transport samt erhvervsservice, der er blevet ramt. Det er heller ikke godt for ledighedsstatistikken, at vi fortsat ser et højt niveau af konkurser. Ledigheden rammes ad to veje, først ved afskedigelse og dernæst ved, at der er færre virksomheder at søge job hos.
BRFkredit, Presse- og Økonomisk Sekretariat, 5. marts 2010