Lavere levestandard i vente for danskerne

Vi står i en tid, hvor dagpressens dækning af de økonomiske nyheder primært handler om to ting, nemlig lønstigninger og inflation. Det er næppe gået nogens næse forbi - enten ved at læse avis eller ved selvsyn nede i supermarkedet – at inflationen for øjeblikket er højere, end vi har været vant til igennem en længere årrække. Det er især de ustabile og for tiden eksorbitant høje energi- og fødevarepriser, der trækker inflationen op. Det betyder, at danskernes økonomiske råderum mindskes, når alle de faste udgifter er betalt, dels fordi det er blevet dyre at handle en indkøbskurv fyldt med mad, dels fordi det er blevet dyrere at tanke bilen. Samtidig har vi de seneste år øget vores gældsætning – bl.a. for at øge vores levestandard - men som følge af den tiltagende inflation er renterne også steget ganske meget. Det er også medvirkende til, at de danske husholdninger får flere udgifter til rentebetalinger.

Vi har kigget lidt i Danmarks Statistiks forbrugsundersøgelse, der viser, hvad en gennemsnitlig dansk husholdning bruger af penge på alt fra plæneklippere til faldskærme og har fremskrevet tallene med den aktuelle inflationsudvikling for de enkelte forbrugskomponenter. Vi har desuden taget højde for husholdningernes rentebyrde. Gør vi det, kommer vi til det resultat, at det er blevet 15.504 kr. dyrere at leve om året for en gennemsnitlig husholdning, alene som følge af den generelle inflationsudvikling. Det er på trods af, at man tager højde for, at fødevarepriserne er steget som følge af den høje økonomiske vækst på de såkaldte nye markeder, og af at globaliseringen gør elektronik og beklædningsgenstande billigere.

De 15.504 kr. tegner imidlertid ikke det helt rigtige billede af, hvor danskerne står. Det er ej heller næppe gået nogens næse forbi, at vi netop har en masse virak om overenskomstforhandlinger for tiden. Så derfor er det sjovt at regne beløbet om til, hvor stor en indkomstfremgang man skal have for at opretholde præcis det samme forbrugsmønster. Det er naturligvis et forenklende billede, idet det vil være sådan, at når en vare stiger i pris, vil en rationel forbruger i stedet vælge en billigere vare. Det betyder eksempelvis, at når prisen stiger på benzin, så vil danskerne i højere grad være tilbøjelige til at cykle på arbejde. Det er imidlertid ganske kompliceret at indregne disse effekter, hvorfor nedenstående billede vil være en lille overdrivelse – selv når vi holder kravet om samme levestandard fast.

Det har stor betydning, om man betaler bund-, mellem- eller topskat, når man skal regne ud, hvor stor en indkomstfremgang der skal til for at opretholde det samme forbrugsmønster. I nedenstående kan man se, hvor meget man skal tjene ekstra om året i husstanden, givet at man betaler bund-, mellem- eller topskat af den sidst tjente krone.

Det fremgår af tabellen, at såfremt man betaler bundskat, skal man have en indkomstfremgang i husstanden på knap 30.000 kr. om året for at kunne leve uændret uden at optage yderligere gæld.



For en familie, hvor man betaler topskat, er der imidlertid tale om et noget større beløb på knap 50.000 kr. om året, der ekstra skal tjenes hjem. Det er noget mere end de lønstigninger, der har været forhandlet om og strejket for på det seneste, hvor man taler om lønstigninger på 10-15 pct. over en treårig periode. Hvis man eksempelvis har en husstandsindkomst på 600.000 kr. om året, skal man have en årlig lønfremgang på cirka 8 pct. Det betyder alt andet lige, at danskerne enten må øge deres gæld det kommende år, eller også må man nedsætte levestandarden, da vi slet ikke får indkomstfremgang af denne størrelse til trods for de høje lønstigninger, der har ligget i dette års overenskomstforhandlinger. En lønstigning på 15 pct. svarer nemlig til en årlig lønstigning på 4,78 pct. i perioden, hvilket er godt det halve af en lønstigning på 8 pct.

BRFkredit,

Presse- og Økonomisk Sekretariat, 22. maj 2008