Høj realkreditgæld – fra spæd til olding!
Hver dansker har i gennemsnit gældsat sig for flere hundrede tusinde – uanset om man er 0 eller 100 år! Den samlede realkreditgæld tynger – men nogle kommuner ligger i den tungere ende af gældsætningen end andre. Gennemsnitligt har en dansker – ung som gammel – en realkreditgæld på 220.000 kr. Og ser man på den geografiske fordeling af gældsbyrden, ja så tegner der sig et mønster.
I østen stiger solen op …
Tabellen nedenfor viser den gennemsnitlige realkreditgæld pr. indbygger i de ti mest og ti mindst forgældede kommuner. De ti mest forgældede kommuner ligger primært i Region Hovedstaden, hvor gældsbyrden ligger langt over gennemsnittet, mens de mindst gældsatte kommuner ligger i Nordjylland og Syddanmark.
Indbyggerne i Nordsjælland sidder hårdest i det
Tallene viser, at det er indbyggerne i Nordsjælland, som har sat sig hårdest i det, hvorimod jyderne og fynboerne ligger lidt lunere i svinget. På toppen af kransekagen finder vi Vallensbæk, hvor indbyggerne har en gennemsnitlig gæld på godt 1 mio. kr. – uanset alder. I den stik modsatte ende af skalaen er læsøboerne, som har en gennemsnitlig gæld på 19.606 kr.
Østdanmark skylder mest
Af landkortet ses det ligeledes, at det i store træk er Østdanmark, som har gældsat sig mest. I store dele af Jylland er der tale om den laveste gennemsnitlige gældsætning pr. indbygger, som er i omegnen af 100-200.000 kr. Og vi skal overraskende nok helt nordpå eller sydpå for at finde de mindst gældsatte. Jo længere mod øst vi bevæger os, des mere gældsatte er vi! Og det er indbyggerne i kommunerne i det nordøstlige Sjælland, som ligger inde med den største realkreditgæld. Niveauet er her over 300.000 kr. pr. indbygger.

Høje huspriser afføder høj realkreditgæld …
Men det er selvfølgelig ikke helt uden grund, at det er nordsjællænderne, som har sat sig økonomisk hårdest. Priserne på boliger har i disse kommuner haft det største opsving, og det må alt andet lige munde ud i en højere gældsætning.
Set over en bred kam har danskerne dog gældsat sig til op over begge ører inden for de seneste knap to årtier – med andre ord har danskerne tredoblet deres gæld til penge- og realkreditinstitutter siden 1991, men kun knap fordoblet deres indkomst i samme periode. Men der skal altså tjenes mest i den østlige del af Danmark for at betale af på gælden!
... men der er ingen grund til at male fanden på væggen
Nedenstående figur viser klart, at såvel opsparing i form af livsforsikring og pension såvel som friværdierne næsten er fordoblet i løbet af det seneste årti. Der er tale om lige knap en fordobling af formuerne, så ad den vej behøver den gældsatte boligejer ikke at bekymre sig. Dette er i god tråd med gårdagens konklusioner i Det Økonomiske Råds netop offentliggjorte vismandsrapport.
Så det går stadig godt for danskerne. Så selvom vi har gældsat os til op over begge ører – behøver vi ikke at få flere grå hår af gældssituationen. Og selv om der er meget tale om fald i boligpriser, stigende renter og aftagende vækst – ja så er der stadig en del formue at tage af.
BRFkredit, Presse- og Økonomisk Sekretariat, 10. juni 2008