Her har vi samlet 10 gode råd til dig, som du kan bruge, hvis du har planer om at lægge dit lån om.
1. Optag et fast forrentet lån med en kurs tæt på 100
Oftest er det en fordel at optage dit nye lån, så tæt på kurs 100 som muligt. Jo tættere på kurs 100, jo mindre kurstab. En tommelfingerregel siger, at du ikke skal optage et fast forrentet lån, hvis kursen er under 94. Er kursen lavere, vil kurstabet blive for stort og din obligationsrestgæld dermed stor i forhold til det udbetalte beløb. Det kan i værste fald betyde, at lånet bliver dyrt at indfri.
2. Overvej at tegne en fastkursaftale (FKA)
Lås kursen fast, hvis du tror renten stiger. Kursaftalen sikrer dig nemlig mod kursændringer frem til udbetaling af lånet. Med en fastkursaftale kender du på et tidligt tidspunkt din fremtidige ydelse og provenu og dermed din fremtidige 'husleje'.
3. Få et overblik over din økonomi og indfri anden gæld
Hvis du overvejer at lægge dine lån om, er det vigtigt, at du ser på din samlede økonomi. Har du fx dyr bankgæld, kan det oftest betale sig at indfri din dyre gæld med et billigere realkreditlån. Det kræver blot, at du har friværdi i din bolig.
4. Omkostninger må ikke ”spise” besparelsen
Husk at se på omkostningerne ved at lægge lån om i forhold til, hvor meget du kan spare. I nogle tilfælde kan det ikke betale sig at lægge lånet om, fordi besparelsen ikke står mål med omkostningerne. De omkostninger, der er forbundet med optagelse af et realkreditlån, er bl.a. lånesagsgebyr, kurtage samt en fast- og en procentuel afgift til staten...
5. Vælg det lån, du har det bedst med
Overvej om du har det bedst med at kende ydelsen i hele lånets løbetid, eller om du har is i maven til at vælge et billigt rentetilpasningslån og dermed kun kende ydelsen i kortere perioder ad gangen. En god løsning kan også være BRFkredits Garantilån, hvor du har sikkerhed i form af et renteloft, men samtidig kan nyde godt af den korte rente netop nu.
6. Brug afdragsfrihed med omtanke
Afdragsfrihed giver mange muligheder, hvis det bruges med omtanke. Ofte kan det betale sig at sætte afdragene på det billige realkreditlån i bero og i stedet benytte besparelsen til at få din dyre bankgæld hurtigere ud af verden.
7. Hvis renten stiger…
Hvis du vælger et rentetilpasningslån eller et Garantilån, skal du være opmærksom på, at din ydelse kan stige, hvis renten stiger. Med et Garantilån kender du dog altid den maksimale ’husleje’, da du har sikkerhed i form af et renteloft. Den maksimale sikkerhed opnår du ved at vælge et fast forrentet lån, da du derved kender ydelsen og dermed ’huslejen’ de næste 30 år.
8. Hvad er dine fremtidsplaner?
Tænk et år frem i tiden. Har du planer om fx boligforbedringer, køb af ny bil eller andre større forbrugsgoder? I så fald kan det være en fordel at optage et samlet lån fremfor et tillægslån senere, da du ellers skal betale omkostninger igen ved optagelse af tillægslånet. Ofte får du også den billigste løsning ved at samle lånene fremfor eksempelvis at optage et dyrt banklån.
9. Vælg en fornuftig løbetid på dit lån
Vælger du et fast forrentet lån som dit nye lån, bør du have for øje, at du måske kan spare penge ved at skære et par år af løbetiden. Har du fx 22 år tilbage på dit nuværende lån, så kan det måske betale sig for dig at vælge et nyt lån med en løbetid på 20 år fremfor et med 22 år - så får du en bedre kurs, eller lavere rente, og det kan spare dig for penge i den sidste ende.
10. Husk opsigelsesfristen for fast forrentede lån
Hvis lånet er udstedt på grundlag af obligationer med fire terminer, kan du opsige lånet med to måneders varsel. Derfor skal realkreditinstituttet modtage din opsigelse sidste bankdag i henholdsvis januar, april, juli og oktober. Da det vil reducere dine omkostninger ved omlægning.
Søg rådgivning om valg af nyt lån, hvis du er i tvivl. Vi i BRFkredit hjælper dig gerne. Du skal blot ringe til os på 70 10 21 80 – det er gratis og ganske uforpligtende. Vi sidder klar til at rådgive dig alle ugens syv dage mellem kl. 9.00 og 21.00.