Danskerne er vilde med rentetilpasningslån


Realkreditrådet udlånsdata for første kvartal 2010 viser, at de danske boligejere fortsat er vilde med rentetilpasningslån. 9 ud af 10 boligejere vælger således rentetilpasningslån, når de vælger boligfinansiering. Det betyder, at 63 pct. af det samlede udestående lån til boligejere nu er rentetilpasningslån. For et år siden var andelen 46 pct.

Læs om rentetilpasningslån her.

Stigende renter kan komme fra flere sider

Udviklingen understreger, at dansk økonomi løbende bliver mere og mere rentefølsom. Specielt set i lyset af, at alle tegn i sol og måne tyder på stigende renter, er denne udvikling en smule bekymrende. Det er også denne udvikling, der bl.a. har medvirket til, at der atter er gang i boligmarkedet, som den nye opgørelse af boligpriserne viste i onsdags. Rentetilpasningslåns store succes er også med til at understrege, at det er en ganske alvorlig sag, hvis et EU-direktiv ændrer på muligheden for disse lån. Det betyder, at der reelt er fare for stigende renter ad to omgange. Dels fra centralbankerne, der i slutningen af året formentlig vil påbegynde en normalisering af de lave renter, dels fra at en ændring i realkredittens maskinrum i forhold til rentetilpasningslånenes konstruktion, vil betyde stigende renteudgifter for låntagerne.

Afdragsfrihed også populært

En anden ting, der også er meget populær, er afdragsfrie lån. Cirka 53 pct. af det samlede udlån afdrages der ikke på. Af de afdragsfrie lån udgør 80 pct. rentetilpasningslån. Det er en ekstra understregning af den rentefølsomhed, der løbende opbygges i økonomien, idet rentefølsomheden er langt større på afdragsfrie lån end lån, hvor der afdrages. Det er således afgørende, hvordan de danske boligejere polstrer sig fremtidige udgifter.

Stigende realkreditudlån

De nye tal viser endvidere, at realkreditudlånet generelt er steget med 19,6 mia. kr. i første kvartal. Det stigende udlån skal ses i lyset af, at de lavere renter har fået boligmarkedet i et mere permanent gear. Nettoudlånet, dvs. hvor man tager højde for afdrag og indfrielser, er dog reelt halveret i forhold til 2009. I forhold til 4. kvartal er nettoudlånet dog steget med 2 mia. kr. Realkreditinstitutterne er således begyndt at opleve vækst igen, hvilket er gode nyheder.

Positiv udvikling

Fremadrettet er det vores forventning, at denne vækst vil fortsætte i takt med, at dels boligmarkedet fortsætter sin positive udvikling, dels at økonomien som helhed faktisk viser en bedring. Som det ser ud nu, kommer vi formentlig hurtigere igennem den økonomiske krise end først antaget. Dette understreges af, at forbrugertilliden i hastige skridt er på vej op, hvilket også indikerer at flere og flere atter får mod på at købe fast ejendom. Endelig vil stigende renter betyde, at vi i starten af det nye år vil se en vis konverteringsaktivitet med fast rente.

BRFkredit, 23. april 2010
  • BRFkredit
  • Klampenborgvej 205
  • 2800 Kgs. Lyngby
  • Telefon: 70 10 21 00
  • (alle dage kl. 9.00 - 21.00)