Det er for dyrt at flytte på landet


De høje boligpriser i byerne har de seneste år gjort et liv på landet tillokkende, men de høje benzinpriser, afskrivninger på biler og de for tiden faldende boligpriser gør, at det faktisk ikke nødvendigvis er en økonomisk gevinst at flytte på landet.

Billigere boliger på landet

Når man som familie skal etablere sig, kan det være tillokkende at vælge et hus på landet alene af den grund, at der på landet er helt andre prisskilte på boligerne set i forhold til de større byer. Således vil man ofte kunne få et nedlagt landbrug på 140 kvadratmeter og spare mere end 1 million kr. set i forhold til at købe 140 kvadratmeter i byen. Men det kan rent faktisk blive en dyr fornøjelse at købe en billigere bolig på landet.

Dårligere infrastruktur på landet

Flytter man rigtigt på landet og beslutter sig for at pendle eksempelvis en time hver vej – svarende til at man samlet pendler 150 km om dagen - er der ofte ikke noget transportalternativ til egen bil. I en hverdag, hvor der skal hentes og bringes børn, vil mange familier derfor blive nødt til at anskaffe sig to biler for at få det hele til at hænge sammen.

Netop det, at man skal have to biler, er med til at gøre det til en dyr forretning at flytte på landet, dels pga. afskrivningerne på bilen, dels pga. de høje energipriser.

Regning på 100.000 kr. årligt

Hvis begge parter beholder deres arbejde i byen og har brug for to biler, efter de er flyttet på landet, kommer det til at koste dem knap 100.000 kr. mere om året, end da de boede i byen - på trods af de lavere boligomkostninger. Flytter man i stedet til en såkaldt udkantskommune og får det høje befordringsfradrag, så bliver ekstraregningen på 88.000 kr.

Få et job i lokalområdet og økonomien hænger sammen

Hvis den ene af parterne kan finde sig et job i lokalområdet, så familien kan nøjes med én bil, bliver ekstraregningen kun på 500 kr. i en udkantskommune og 7.000 kr. for øvrige kommuner, i forhold til en tilværelse i byen uden bil. Bor man i byen og har en bil, hvor der privat køres mere end 10.000 km om året, så tipper regnestykket dog over til fordel for landlivet. Det er dog under forudsætning af, at man ved flytning til landet bliver ved med at køre 10.000 km årligt privat.

Konklusionen er derfor, at det kun kan svare sig at flytte på landet, hvis kun den ene voksne i familien pendler. Så kan der årligt spares 32.000 kr., hvis man vælger en udkantskommune og 26.000 kr. ved øvrige landkommuner. Pendler begge partner, går regnestykket lige op – og det er dermed ligegyldigt, om man bor i byen eller på landet.

BRFkredit,
Presse- og Økonomisk Sekretariat, 21. maj 2008
Dagens kurser
Se alle kurser
Renteudviklingen  
  • BRFkredit
  • Klampenborgvej 205
  • 2800 Kgs. Lyngby
  • Telefon: 70 10 21 00
  • (alle dage kl. 9.00 - 21.00)