Ny cheføkonom hos BRFkredit


BRFkredit har fået ny cheføkonom. Hun hedder Ulrikke Ekelund. Vi har stillet hende en række spørgsmål om hende selv og hendes baggrund, hvad en cheføkonom laver og hvad hun vil anbefale boligejere lige nu.

Hvilket boliglån er bedst lige nu?

Hvad der er ”bedst”, afhænger helt af den konkrete situation, som låntager står i. Men med de stigende renter anbefaler vi generelt, at man går over i lån med større sikkerhed, dvs. et fast forrentet lån eller et Garantilån. Hvis jeg selv skulle vælge lån lige nu, ville jeg nok tage et Garantilån med 5% renteloft, da kurstabet er begrænset og sikkerheden er god – både fordi renteloftet lægger et låg over ydelsen, men også fordi det beskytter friværdien.

Fortsætter boligpriserne med at stige med ekspresfart?

Det håber jeg ikke, for så begynder man for alvor at kunne frygte en boble på boligmarkedet! Boligpriserne er steget voldsomt de seneste år, og vi har set rekordstore årsstigninger de sidste kvartaler. Men med den stigende rente forventer vi, at gassen går en smule af ballonen, så vi i 2006 ser prisstigninger omkring 6-8 pct. for landet som helhed og med Hovedstadsområdet og Østjylland et hoved foran som hidtil. Med aftagende prisstigningstakter lægger vi forhåbentlig an til en blød landing.

Hvad sker der med renten i 2006?

Jeg tror, Den Europæiske Centralbank (ECB) hæver renten med ¼ pct. point to til fire gange næste år, så vi i alt ser en rentestigning fra ECB på ½ til 1 pct.point. Det vil i givet fald betyde, at renten på de 1-årige rentetilpasningslån ved næste års refinansiering kommer til at ligge ca. 0,3-0,8 pct.point højere end ved dette års rentetilpasning. Det er også derfor, vi har anbefalet vores kunder at søge over i lån med større sikkerhed, dvs. fast forrentede lån eller Garantilån.

Hvilke lån har du selv?

Et 10-årigt 3 pct. fast forrentet lån og et 30-årigt 6 % Garantilån. Vi har valgt at udnytte den lave rente til at få afdraget en masse på vores gæld i en periode, men vi har samtidig sørget for at vælge nogle sikre låntyper.

Hvor meget friværdi har du?

Vi har kun haft huset i 5 år og har optaget tillægslån undervejs for at betale den dyre gæld ud og lave forbedringer i huset, som jo er gammelt og løbende kræver vedligeholdelse. Vi bor i et område, der har haft ret pæne prisstigninger, men jeg er ikke klar over præcis, hvor stor friværdi vi har lige nu.

Hvad er din baggrund, og hvad lavede du inden du kom til BRFkredit?

Jeg blev cand.polit i 1995 og har senere læst Strategisk Kommunikation på Journalisthøjskolen. Jeg har arbejdet i Nordea, Økonomiministeriet og Nationalbanken, før jeg i 2004 kom til BRFkredit som seniorøkonom. Jeg har beskæftiget mig med mange forskellige ting igennem min karriere, bl.a. dansk økonomi, EU og Den Økonomiske og Monetære Union, og formidling har altid spillet en meget stor rolle.

Hvad laver en cheføkonom egentligt?

På en typisk dag går en stor del af min tid med at tale med journalister om beregninger eller analyser, og om vores holdning til rente, lån osv. Jeg bruger også meget tid på analyser og beregninger, som skal bruges i vores rådgivning af kunder og til vores ledelse. Måske runder jeg dagen af med at holde et indlæg for kunder, rådgivere eller andre om fx den aktuelle situation på boligmarkedet eller renteudviklingen.

Kommer der helt nye låneformer i 2006?

Der er sket temmelig meget inden for boligfinansiering de seneste 10 år, og jeg tror, der er stor sandsynlighed for, at vi også vil se nye produkter i år!
Dagens kurser
Se alle kurser
Renteudviklingen  
  • BRFkredit
  • Klampenborgvej 205
  • 2800 Kgs. Lyngby
  • Telefon: 70 10 21 00
  • (alle dage kl. 9.00 - 21.00)