Danskerne vilde med ejerboliger og det smitter af på indvandrere
Generelt er danskerne vilde med ejerboliger, det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik. 64,3 pct. af befolkningen med dansk oprindelse bor i en ejerbolig og 31,6 pct. bor til leje. I Danmark bor en stor andel af befolkningen i ejerbolig bl.a. som følge af et godt og effektivt realkreditsystem, således er det langt mere normalt at eje sin egen bolig i Danmark, end i lande vi normalt sammenligner os med.
Få indvandrere bor i ejerbolig
Ser man på indvandrere, er kærligheden til at eje egen bolig endnu ikke så stor. Det er således godt 50 pct. af indvandrere fra vestlige lande, der bor i lejebolig, hvor godt 42 pct. bor i ejerbolig. Ser man på indvandrere fra ikke vestlige lande, er forskellen endnu mere udbredt, idet 69 pct. bor i lejebolig mod 25,8 pct. i ejerboligerne.
Efterfølgende generationer får mod på ejerbolig
Ser man på efterkommerne af indvandrerne, er der imidlertid en spændende tendens. Over tid er der således en stigende tendens til, at de efterfølgende generationer bliver bedre integreret og dermed også får mod på at købe ejerbolig. Det betyder, at 32,5 pct. af efterkommerne fra ikke vestlige lande bor i ejerbolig, og ser man på udviklingen over årene, så har der været tale om en stærk stigende interesse for ejerboliger blandt netop denne gruppe. Jo ældre denne gruppe bliver, desto større er tilbøjeligheden til at købe ejerbolig. Således er det knap 60 pct. af de 50-59-årige efterkommere fra ikke vestlige lande, der ender med at bo i ejerbolig. Så i takt med at generationerne vokser op, bliver de tilsyneladende mere og mere ”danske”.
Generelt flytter flere i ejerbolig
Helt generelt forholder det sig sådan, at flere og flere flytter i ejerbolig, i takt med at man bliver ældre. Tendensen fortsætter indtil man når de 60 år, hvorefter man flytter i lejebolig, ældrebolig mv. Aldersudviklingen er imidlertid mest markant hos efterkommerne af indvandrere. Det spiller således en rolle, at efterkommere af indvandrere generelt har en lavere gennemsnitsalder end den samlede danske befolkning. Det betyder, at vi over de kommende år må forvente en stigende efterspørgsel efter ejerboliger fra den kant. Over tid kan det udvikle sig til et sigende boligbehov.
Se prisudviklingen i dit område .
BRFkredit,, 8. juli 2010