Kvinderne har fået en fod inden for på boligmarkedet.


Engang var det alene manden, som traf beslutningerne om familiens økonomi. Sådan er det heldigvis ikke længere. I dag ønsker kvinden, som på alle andre områder, både indsigt og indflydelse. Det fremgår også af markedet for ejerboliger, der har udviklet sig bemærkelsesværdigt over de sidste ti år – og det er ikke kun med hensyn til boligprisernes himmelflugt. Ser vi på, hvem og hvor mange der ejer egen bolig, er der også sket meget.

Analysen

En langt større andel af voksne kvinder bor i dag alene – eller alene sammen med deres børn. Det betyder, at de også er blevet mere synlige på det danske boligmarked, end de var tidligere.

BRFkredit har lavet en analyse af, hvorvidt lån optages af mænd, kvinder eller af flere debitorer (oftest par), og hvilke låntyper de enkelte grupper vælger. Der er analyseret på lån optaget i helårsboliger (lejligheder og parcelhuse) i 1996 og 2006.

Flere boliger er blevet fælleseje


Fordeling af lån udbetalt i BRFkredit, 1996-2006
  % andel 1996 % andel 2006
Flere debitorer 45% 57%
Kvinder 17% 16%
mænd 38% 27%


Ser vi på fordelingen af lån, viser tabellen tydeligt, at der er sket en markant ændring på bare 10 år. Mens andelen af kvinder, der køber alene, er den samme som for 10 år siden, er kvinderne i højere grad kommet med på papiret i den fælles bolig. Og det er sket på bekostning af manden.

I 1996 var der således en tendens til at boligerne var ejet af mænd, hvis de ikke var fællesejet, hvor det i dag i langt større udstrækning er fælleseje. De fleste par, der køber hus sammen i dag, står nemlig ofte begge på som ejere, hvor det for ti år siden ikke var unormalt, at manden alene stod som ejer.

Mænd vælger sikkerhed - kvinder vælger lav ydelse

Ser vi på, hvilke lån der optages i boligen, er der også markant forskel på de valg, mænd og kvinder foretager.


Mest populære låntype bland kvinder og mænd

2006 Kvinder Mænd Flere debitorer
1. Prioritet *Garantilån Obligationslån Obligationslån
2. Prioritet *RTL-lån *Garantilån *Garantilån
3. Prioritet Obligationslån
*RTL-lån *RTL-lån
*: lån med afdragsfrihed


Tabellen viser, at der er forskel på, hvilke lån mænd og kvinder vælger. Mænd, der køber alene, foretrækker klart fast forrentede obligationslån, herefter Garantilån med afdragsfrihed og sidst rentetilpasningslån med afdragsfrihed.

Ser vi på de boliger med mere end en debitor, er der samme mønster som for mændene, hvilket kan indikere, at mændene stadig spiller en afgørende rolle, når det drejer sig om familiens valg af boliglån.

Kvinderne vælger derimod Garantilån med afdragsfrihed, herefter rentetilpasningslån med afdragsfrihed og på tredjepladsen følger fast forrentede obligationslån.

Kvindernes valg af lån kan godt overraske lidt. Man kunne forvente at finde obligationslånet som det mest foretrukne, da flere analyser viser, at kvinder generelt er lidt mere sikkerhedssøgende i deres økonomiske foretagender end mænd.

Hvorfor vælger kvinderne, som de gør?

Der kan være flere forklaringer på, hvorfor kvinderne vælger, som de gør.

For det første er der det forhold, at mange kvinder sikkert bliver boende i den tidligere fælles bolig efter en skilsmisse. I den forbindelse er det ikke usædvanligt, at der lægges om til afdragsfrihed for at få lidt luft i økonomien ovenpå skilsmissen.
For det andet kan det tænkes, at det er en bestemt type kvinde, der vælger at købe egen bolig. Der er stadig en tendens i samfundet til, at mænd føler det naturligt at købe egen bolig, hvis midlerne er der, mens kvinderne er lidt mere afventende i forhold til at stryge ud og købe alene. Den type kvinde, der bryder mønsteret og selv køber bolig, kan derfor tænkes at være mere risikovillig end den gennemsnitlige danske kvinde, og måske i virkeligheden også mere risikovillige end den gennemsnitlige danske mand?

For det tredje kan valget af Garantilån som førsteprioritet også skyldes, at mange kvinder traditionelt ikke går aktivt op i deres økonomi i samme omfang som mænd. Garantilånet er et ”skuffeprodukt” med renteloft; stiger renten, er der et loft over, hvor meget ydelsen kan stige, og falder renten, falder ydelsen ligeledes, hvorfor lånet egentlig passer sig selv.

Endelig spiller det uden tvivl ind, at kvinder gennemsnitlig tjener mindre end mænd. Valget af Garantilån med afdragsfrihed kan derfor også ses som en afvejning af sikkerhed og lav månedlig ydelse – som passer ind i økonomien.
Dagens kurser
Se alle kurser
Renteudviklingen  
  • BRFkredit
  • Klampenborgvej 205
  • 2800 Kgs. Lyngby
  • Telefon: 70 10 21 00
  • (alle dage kl. 9.00 - 21.00)