Boligudbuddet vokser for 5. måned i træk


Der kom 1.465 flere boliger til salg i juni måned. Det betyder, at der nu er 62.380 boliger, hvor ’Til salg’-skiltet er banket op i forhaven. Boligerne fordeler sig med 41.666 parcel- og rækkehuse, 10.046 ejerlejligheder og 10.668 fritidshuse. Stigningen i boligudbuddet det første halve år af 2010 er en konsekvens af, at man på boligmarkedet oplever en stigende handelsaktivitet. Det betyder, at der er flere, der har fået mod på at prøve at sælge boligen igen efter nogle svære år som boligsælger. Men det stigende udbud er alt andet lige også med til at tage brodden af de prisstigninger, vi aktuelt oplever på boligmarkedet.

Markant stigning i udbuddet af ejerlejligheder i hovedstadsområdet

Geografisk synes tendensen at være forholdsvis ens på tværs af landet. Dog er boligudbuddet fortsat faldende i København, når vi taler parcelhuse. Til gengæld er udbuddet af ejerlejligheder steget meget i henholdsvis København og Frederiksberg Kommune. Årsagen her er, at det netop er i de kommuner, hvor der har været opbygget et ’lager’ af projektlejligheder. Nogle af disse projektlejligheder forsøges nu solgt i stor stil, idet det er historisk attraktivt for førstegangskøberne at træde ind på boligmarkedet som følge af de lave renter, stigende indkomster og ikke mindst de kraftigt faldende boligpriser.


Hvis man har fået blod på tanden og vil forsøge at sælge sin bolig, skal man dog væbne sig med tålmodighed. Boligerne er således udbudt til salg i gennemsnit i 220 dage. Det er 10 dage mere end for et år siden, men dog 6 dage færre end i maj. For ejerlejligheder er udviklingen lidt mere positiv, idet en bolig nu er udbudt til salg i 206 dage mod 242 dage for et år siden. For fritidshuse er udbudstiden uændret.

Stigende udbudspriser i hovedstadsområdet

I hovedstadsområdet synes ejendomsmæglerne at være mere positive mht., hvilken pris de kan sælge boliger til. Således er udbudsprisen stigende på både parcelhuse og ejerlejligheder. Hen over det sidste år udbydes et parcelhus således til en pris, der er mere end 5 pct. højere. For ejerlejlighederne er der tale om en årsstigning på 1,6 pct. i København. På landsplan er tendensen dog fortsat faldende udbudspriser, hvor parcelhuse bliver udbudt til en pris, der er 1,2 pct. lavere end sidste år, og ejerlejligheder bliver udbudt til en pris, der er 2,6 pct. lavere. Det københavnske boligmarked er historisk ledende i forhold til resten af boligmarkedet, og vi kan derfor forvente, at vi over tid også kommer til at se stigende udbudspriser i Jylland.

Tendens til faldende afslag

Det store spørgsmål er så, om boligsælgerne kan få det, de forventer, for deres boliger? Det giver statistikken ikke et endegyldigt svar på, men ser man på nedtagningspriserne, altså prisen på de boliger, der formentlig er blevet solgt i juni, så er tendensen, at afslagene er faldende. Nedtagningspriserne er således 3,9 pct. højere for parcelhuse i København i forhold til i fjor. For ejerlejligheder er de 7,7 pct. højere. Man skal dog være påpasselig med at drage forhastede konklusioner, idet det rent faktisk ikke vides, om disse boliger er solgt, eller om sælger har opgivet, men meget tyder på, at det er blevet nemmere for køber og sælger at mødes.

Prisstigninger på årsbasis på op mod 5 pct.

Alt i alt bekræfter dagens statistik os i, at vi har en svag vending på boligmarkedet. Vendingen er endnu ikke slået igennem i det ganske land og er meget følsom i forhold til ændringer i eksempelvis renten. Det betyder, at vi kan forvente, at boligpriserne igennem året vil være svagt stigende tenderende til det uændrede. Det betyder, at vi vil vi have prisstigninger på op mod 5 pct. på landsplan, når vi i slutningen af året gør status for boligmarkedet i 2010,

BRFkredit, 16. juli 2010
  • BRFkredit
  • Klampenborgvej 205
  • 2800 Kgs. Lyngby
  • Telefon: 70 10 21 00
  • (alle dage kl. 9.00 - 21.00)